Sportræning og udstyr

Indkøb

Hvad skal man bruge, for at komme igang med sin sportræning? Det er egentlig ikke voldsomt meget der er brug for, mange ting kan man selv fremstille med fordel. Ultimativt handler det om at du som hundefører gerne vil have hunden til at følge et bestemt spor på en bestemt måde, afhængig af hvad for en type spor du gerne vil gå.

Mit uddannelsesprogram for Luna, er lagt an på de sporprøver jeg har mulighed for at tage gennem Schæferhundeklubben på sigt og det vil altså sige at der er regler for hvordan hunden skal gå på sporet og hvordan – og hvad den skal markere samt hvordan den skal starte op på sporet, så jeg har købt følgende:

    1. Lang line – 10 meter med en karabin i enden
    2. Markeringsgenstande, forskellige – læder, træ, filt
    3. Sporflag – hjemmebyggede af metal, med lidt tape på
    4. Sele og så halsbånd til hundedyret

Spor er nok noget nær den billigste form for aktivering og træning du kan lave med din hund. Samtidig er det svært – ikke for hunden, den kan såmænd fint følge alle mulige spor. Kunsten er at få hunden til at følge DIT spor, på den måde du ønsker det og så samtidig få den til at synes det er sjovt.

Derfor er godbidder også vigtige – her må man eksperimentere lidt. Jeg lagde ud med kattemad, sådan noget i en bakke der stank og var geleagtigt. Det fungerede fint, men var svært at dosere – nu er jeg gået over til kødboller fra Netto / Fakta, og så Minifrikadeller, skåret i bidder der er store nok til at Luna gider æde dem – og små nok til at hun ikke umiddelbart kan “se” dem når vi går sporet – jeg har skrevet en lille anmeldelse som kan findes her.

Sportræning

Lidt teori

Grundlæggende arbejder man med to begreber, på den type spor jeg går med Luna. Dynefærten og kildefærten. Dynefærten er det vi går og drysser af os, mens vi går. Det er døde hudceller, hår osv osv. Den fært holder ca 20 minutter og spreder sig over et område på 2 – 4 meter, den skal være væk inden det egentlige spor skal gåes.

Kildefærten er den fært jeg ønsker at træne Luna i at gå. Det er selve fodsporet. Lige så snart jeg træder et fodspor, går der en forrådnelsesproces igang. Denne proces kan Luna lugte og differentiere ud fra alle de andre lugte. Kildefærten er stærkest, efter 30 – 60 minutter, afhængig af forholdene og er 30 – 60 cm bred!

Der er andre forhold der spiller ind, underlaget er vigtigt når man starter op – gunstige underlag / forhold kan være:

          1. Agerjord
          2. Græsmarker
          3. Enge
          4. Skov

Forholdene skal helst være vindstille – eller også skal sporet lægges med vinden, for at undgå at hunden sætter farten op ved at få færten blæst op i hovedet, ellers er fugtigt, køligt eller vejr med lidt støvregn optimalt!

Hunden må ikke være mæt når du starter sporet op, den skal være motiveret for at arbejde og tryg ved dig. Det gælder om at få hunden til at arbejde helt selvstændigt og stille og roligt. Straf er fuldstændig bandlyst og ros er vigtigt når hunden er færdig. Jeg bruger selv en bold, når sporet er gået færdigt, for at få Luna ud af spormodus – det fungerer fint.

Om at lægge sporet

Jeg markerer sporet med en pind, til venstre for startstedet. Når jeg har markeret med pinden, træder jeg en trekant, hvor “spidsen” vender frem mod det tænkte spor. Derefter går jeg et skridt frem og lægger en godbid i mit hælaftryk. Det gør jeg så for hvert skridt jeg går.

De første mange spor, gik jeg hæl/tå. Det vil sige at min skridtlængde ikke var ret stor – netop for at få Luna til at søge dybt i sporet og lære hende hvad det egentlig går ud på. De var heller ikke lange – 20  / 25 meter ca, alle sammen.

Når sporet så er lagt, skal der ventes. Ca 30 minutter, for at få dynefærten væk. Derefter går jeg en tur med Luna, for lige at vænne hende til lugtene i området og til sidst bliver hun så sat på sporet.

Om at gå sporet

De første mange gange – faktisk altid er det vigtigt at stole på hunden. Hvis du ikke stoler på hunden, lærer den aldrig at arbejde selvstændigt og sikkert. Grundreglerne er:

          1. Næsen sidder på hunden – stol på den!
          2. En langsom hund koncentrerer sig
          3. LÆS hunden når den arbejder, hale, ører holdning

Jeg tager Luna frem til sporet, får ro på hende, peger og siger kommandoen “søge”. Luna snuser så til startstedet og går derudaf. Når hun har taget fært og går ud af sporet, roser jeg hende lidt og følger med. Linen har jeg taget mellem hendes forben, for at den ikke skal genere og husk nu – DEN SKAL VÆRE LØS den line!

Når hun går af sporet, strammer jeg linen lidt, men uden at straffe eller sige nej. Jeg venter og ser om hun selv får færten ellers hjælper jeg hende lidt ved at pege. Det er vigtigt ikke at hjælpe for meget eller for hurtigt – hun skal jo også lære selv at løse problemerne.

Når hun er færdig, får hun MASSER af ros og vi leger med bold, for at få hende ud af spormode og gasse hende af.

Det videre forløb

Jeg er nået så langt med Luna nu, at sporene i gennemsnit er mellem 150 og 200 skridt. Som regel lægger jeg to eller tre spor i træk og deler dem op i forskellige kategorier.

Driftsporet

Driftsporet er et lige spor jeg lægger, der er nemt for hende. Som regel lægger jeg det til at slutte af på eller begynde med, da hun lige skal varmes op. Længden varierer jeg lidt, men som regel mellem 75 og 125 skridt og så med en genstand for enden af sporet.

Cirkelspor

Cirkelsporet bruger jeg primært, for at lære hende at se bort fra forskellige vindretninger. Jeg går “tøffe” spor med hende, hvor der er en godbid for hver ca 10 – 20 cm mellem mine fødder. Det er nemt for hende og helt overordnet er hun holdt op med at gå af sporet nu, selvom det blæser – ihvertfald på cirkelsporene.

Uddannelsesspor

Det er her jeg presser citronen lidt. Det er ret vigtigt kun at øve et moment af gangen. Enten gør du sporet længere, lægger et knæk på, en bue eller noget helt tredie men aldrig mere end en ting af gangen. Så her kan man virkelig variere. Pt, lægger jeg fast 2 – 4 knæk på sporet og er så begyndt at lægge en genstand i enden af det for at få hende ned og markere den. Sporene her er ALTID 150 – 200 skridt lange nu og det bliver de ved med at være, indtil hun er helt sikker i sit søg, sine knæk og markeringen af genstanden i slutningen af sporet. Alternativt til at øge længden eller antallet af “momenter” i sporet er at gøre hviletiden længere og dermed kildefærten svagere – så langt er jeg ikke nået endnu.

Et par gode råd

Det er virkelig vigtigt, ikke at gå for hurtigt frem. Jeg gjorde selv den fejl til at begynde med og har måttet gå tilbage igen. Jeg var alt for ivrig i forhold til hvor Luna var nået til, og det koster altså på bundlinjen – for jeg har været igennem en periode hvor hun bare ikke syntes det var sjovt – og det SKAL dælme være sjovt at gå spor.

Så gå langsomt frem. Øg længden på sporet gradvist, i takt med at hunden bliver mere sikker. Træn EN ting af gangen og pres aldrig citronen mere end din hund kan klare, gør ikke tingene sværere end at du er sikker på at hunden får en eller anden form for succes ud af det.

Det er en fed måde at være sammen med sin hund på, og en rigtig lækker måde at tilbringe tiden udenfor på. Det tager tid, kræver helt utrolig meget tålmodighed – men hundene elsker det, de bliver aktiverede og får ro i hovedet når først de har forstået konceptet.

En god ide er at føre en log over sporene, for at se hvad der var godt, skidt – og få en fornemmelse for hvor langt du er med hunden. Jeg gør det selv og den kan findes lige her.

De forskellige klubber har generelt også nogle fine beskrivelser af sporene og teorien bag – en af de rigtig gode sider jeg har fundet har jeg linket til nedenfor.

Brugshundeklubben – sportræning

Opdatering på sporarbejdet

Det er den 20 September og jeg tænkte, det måske ville være på sin plads med en lille opdatering på Luna’s og mit sporarbejde. Status er at det stod stille fra omkring Juli og så til nu – faktum var at jeg ganske enkelt ikke havde tiden til det på grund af et øget arbejdspres. Vi er kommet igang, og er nået langt siden jeg i Maj skrev lidt om sporarbejdet her på denne side.

Sporlæggeren

Jeps, det kalder jeg mig selv når jeg går derude og planlægger de spor Luna skal gå. På det personlige plan, er jeg blevet langt bedre til at lægge hendes spor. Jeg er blevet bedre til at læse hendes niveau, og tilpasse sværhedsgraden af sporet til det. Jeg er også blevet lidt bedre til at lægge sporene korrekt, så der opstår så få “fejl”, som overhovedet muligt. At det samtidig går lidt hurtigere er også fint da længden på nogle af sporene efterhånden er rimelig.

Jeg bliver samtidig mere og mere fascineret af det der snudeskaft der sidder på Luna. Hver gang synes jeg det er ganske imponerende at se hende snifle derudaf på sporet. Bedst som jeg tror at hun er gået af sporet/er ved at gå af, finder hun vej igen – og jeg må bare gentage for mig selv: “Stol på hunden”.

Luna’s sporarbejde

Jeg er så småt begyndt at skrive lidt igen, og fokus i øjeblikket ligger primært på spor – da det er en nem måde for mig, at aktivere hende på når arbejdspresset er stort. Men hvordan er det gået siden sidst? Tja, sidst gik vi 150 – 200 skridt. Nu er det udvidet til at jeg presser citronen med 400 – 500 skridt maksimalt – men så er der ikke andre sværhedsøgende momenter indbygget på sporene. Samtidig er jeg gået over til også at lægge små driftspor – eller vedligeholdelsesspor om du vil, med momenter jeg er 99% sikker på hun bare kan.

Normalt lægger jeg mellem 3 og 5 knæk på sporene nu, hviletiden ligger på ca 25 – 30 minutter, men vil nok blive øget lidt i takt med at hun bliver bedre og bedre det lille hundedyr. For så vidt angår genstandssøg, så er det lidt forskelligt. Hvis sporene ikke er længere end 150 – 200 skridt, lægger jeg mellem 1 og 3 genstande på sporet. Hun er efterhånden blevet øvet så meget i det at hun identificerer den der mærkelige “dims”, i sporet. 2/3 af gangene dækker hun af for den nu, men jeg skal stadig være virkelig på, for at hun ikke går over.

Jeg har oplevet hende blæse af sporene en gang i mellem når hun går i sidevind – men frekvensen bliver mindre og mindre, og helt generelt finder hun selvstændigt tilbage igen. Jeg lægger stadig godbidder i hvert eneste fodspor, det fortsætter jeg med indtil hun som minimum går klippestabilt på 4 – 500 skridt sporene. Når hun kan det, begynder jeg at pille en godbid ud for f.eks hvert 10 fodspor og så fremdeles. Over tid, kan det så måske lægges i blokke så der nogengange er godbidder og andre gange ikke. Det der er – og har været vigtigt for mig, er/var at hun fik næsen godt ned i mulden og fandt ro og koncentration.

Hvor hurtig er hun så? Ikke specielt hurtig. Hun er meget undersøgende – men på den gode måde. Selv om godbidderne faktisk er trådt lidt ned i sporet, kæmper hun en brav kamp for dem. Generelt er hun rimelig grundig, men fra tid til anden, svigter koncentrationen åbenbart lidt, eller også har hun lugtet den næste godbid i rækken, jeg er ikke helt sikker på hvorfor det fænomen optræder, men jeg eksperimenterer en smule med afstanden på skridtene – for at ramme den takt hun selv går i – det er faktisk ret vigtigt, og meget svært.

Men det går fremad, også selv om det har ligget brak et par måneder. Det første spor gik imponerende godt, siden har vi gået et par stykker mere – det sidste i går. Her fik jeg virkelig nosset i det, for jeg havde trænet lidt lydighed med hende, inden vi gik spor – jeg tænkte at det ville være godt for at presse citronen, så den havde fået fuld gas med indkald, plads/stå/dæk/sit øvelser, lidt rondering osv. Men jeg lavede den gigant brøler at sætte hende direkte på sporet da vi var færdige og det var hendes fokus så absolut ikke til, så det endte med at hun i første forsøg dalrede rundt, spiste lidt godbidder og så gik over det første knæk ( som jeg ikke havde markeret ). Jeg opdagede først MEGET sent at hun var gået over, for det var samtidig ved at blive mørkt – ja, åndsvagt tidspunkt men jeg havde ikke tid før.

Det jeg så fandt ekstremt stor trøst i var, at jeg besluttede mig for at prøve igen – og selv om vi havde vadet rundt i sporet frem til første knæk, lykkedes det. Hun gik snorelige derudaf da vi startede forfra, fandt og drejede på venstre knækket og gik så stille og roligt derudaf som om hun ikke havde lavet andet – det var SÅ fed en oplevelse og gav energi og motivation til mere – men tidspunktet bliver ændret, for jeg vil godt kunne se lidt bedre.

Ovenstående er cirka hvor vi er henne nu, Luna og jeg. Der er fremskridt og små tilbageskridt – men alt i alt, har hun rykket sig virkelig langt fra vi begyndte med sporarbejdet. Jeg har nok også rykket mig og forfinet sporlægningen og pædagogikken over tid. Det primære er at hun synes det er sjovt arbejde, at hun får brugt hovedet og at vi får frisk luft hundedyret og jeg. Så frem med godbidderne og ud og få lagt nogle spor!

God fornøjelse med sporene. Jeg opdaterer siden her løbende, i takt med at Luna og jeg bliver mere “øvede”.